Christophe Sawadogo

BURKINA FASO (f. 1972)
Bor og arbejder i Ouagadougou, Burkina Faso

Christophe Sawadogo er født i 1972 i Tikare, Burkina Faso. I 1994, da Christophe Sawadogo var 22 år gammel, begyndte han at studere Kunst og Kommunikation ved Det Nationale Kunstcenter i Ouagadougou. Han afsluttede uddannelsen med diplom i 1996 (DEUG II: Diplome d'Etude Universitaire Générale). Han arbejder nu med tegning, kalligrafi, maling og musik.

Christophe Sawadogos billeder gennemstrømmes af fantomer og vatagtige eller udviskede figurer, som flyder i rummet. Hans malerier fremkalder billeder af varmedis og tørke ved en bevidst brug af farver som okker, umbra og sienna. Christophe Sawadogo anvender blæk, akrylfarver og naturlige jordfarver i sine billeder. Han køber jordfarverne hos lokale kvinder, som tjener til livets opretholdelse ved at sælge jord og sten til entreprenører og murere. Christophe Sawadogo er imponeret over disse kvinders mod og styrke, og han føler, at han på denne måde støtter kvinderne og i det små bidrager til kampen mod fattigdommen på det lokale plan. Sawadogo har en enestående evne til at portrættere Afrikas skønhed uden at gøre den triviel. Gennem sin unikke stil præsenterer han beskuerne for en rigdom og elegance, som sjældent ses i historier om Afrika.

På billederne til udstillingen om MAGT OG RET er Christophe Sawadogo  optaget af  kampen for vand og mod vand.

”Man kan let se, at der er lande i verden, hvor man ikke behøver at forlade sit hus for at få vand, medens man i andre lande som Burkina Faso, må gå meget langt for at hente vand - nogle gange mere end 5 kilometer for at få fat i det livsnødvendige vand. I Burkina spreder ørkenen sig  med stor hast og det er en kamp at få vand. Kampen for vand  er en kamp for livet - hvis der ikke er vand, er der intet liv.

Men vand kan også true livet og ødelægge det. Nogle malerier handler om de oversvømmelser, som for et par år siden forårsagede enorme ødelæggelser i Burkina Faso.

Det er  næsten ikke til at fatte, at et land, som har en meget lang tør sæson, og hvor regn er sjælden, også kan trues af oversvømmelser,” siger Christophe Sawadogo.

Siden 1999 har Christophe Sawadogo udstillet i Belgien, Denmark, Holland og Frankrig.

I 2008/09 deltog han i udstillingen AFRICA/NOW i Rundetaarn i København; udstillingen turnerede til Lofoten Kunsthage i Norge og til Tampere Kunstmuseum i Finland.

Christoffe Sawadogo
Christoffe Sawadogo

Relaterede sider

» Burkina Faso

» Emne: Vand