Kenya

Kenya ligger i Østafrika. Det blev selvstændigt i 1964 efter 69 års engelsk kolonistyre. Grænselandene er Etiopien, Somalia, Sydsudan, Tanzania og Uganda.

På grund af situationen i de to skrøbelige stater, Somalia og Sydsudan, er der store flygtningelejre i det nordlige og nordøstlige Kenya. Denne del af Kenya er nærmest ørken og meget fattigt.

Der er over 40 stammer i Kenya, men trods forskellene og de modsætninger, de kan skabe, har kenyanerne ikke haft borgerkrige, som naboerne Uganda, Somalia, Sudan og Etiopien har været igennem.

Der har været stor teknologisk udvikling i Kenya siden uafhængigheden. I nyere tid har f.eks. mobiltelefonen betydet, at man kan betale for vand og forsikring, overflytte penge, tjekke priserne for afgrøder og handle direkte på markedet i Nairobi uden at være afhængig af en mellemmand, der også skal tjene penge på handlen.

Kenyas økonomi er domineret af landbrug, handel, produktionsvirksomhed og turisme. Kenya har en stor industri sektor og producerer både til hjemmemarkedet og udlandet. Landet har en betydelig eksport af te, blomster, frugt og kaffe. Også turisme er vigtig for Kenyas økonomi, selv om terrorisme i perioder har fået mange potentielle turister til at holde sig fra landet. Økonomien blev hårdt ramt af etniske uroligheder efter valget i 2007, den globale finanskrise og tørke, men den er nu i bedring. Kenya er et meget ulige land. Knap halvdelen af befolkningen vurderes at leve under fattigdomsgrænsen.

Systemskiftet i 2002 førte til, at alle børn nu kan komme otte år i skole gratis. Engelsk er national sprog. Uddannelse prioriteres højt, landet har 8 offentlige universiteter et stort antal universiteter og højere læreanstalter, flere musikskoler og centre for udvikling af kunstnere.

Landets hovedstad Nairobi har mange gallerier og et kreativt og livligt kunstmiljø.
Kenya har en lang mundtlig og skriftlig litterær tradition, primært på engelsk og swahili og 
der findes et stort udvalg af populære musikformer, ud over flere typer af folkemusik.

I 2010 fik Kenya en ny grundlov, som forventes at få stor betydning for den politiske stabilitet og udviklingssamarbejdet fremover. Grundloven omfatter bl.a. decentralisering, fordeling af jordressourcer, menneskerettigheder, bekæmpelse af korruption og reform af valgsystemet og retsvæsenet. Korruption er et vedvarende og vanskeligt problem, som gennemsyrer alle lag i samfundet. Men Kenya er også et land i udvikling, hvor kunstnere kan være samfundskritiske, og hvor politikernes korruption i snart mange år har været udstillet ugentligt i satireprogrammer på TV.

I 2004 fik miljø-og politisk aktivist, Wangari Maathai Nobels fredspris for sit arbejde med Green Belt Movement.

Uroligheder spøger stadig
Kenyas nuværende koalitionsregering er i stigende grad præget af splittelse – også internt i regeringspartierne. Partier og politikere har længe haft travlt med at positionere sig frem mod valget i marts 2013 (udsat fra august 2012). Erfaringerne fra de voldsomme uroligheder i forbindelse med valget i 2007 spøger stadig. (Læs mere om urolighederne under emnet demokrati og en personlig historie om en, der blev fordrevet fra sit hjem i Babettes historie).

I kølvandet på urolighederne har den Internationale Straffedomstol i Haag indkaldt seks højtstående kenyanere, heriblandt to ministre og chefen for offentlige anliggender, hvilket kan udfordre den politiske stabilitet i landet.

Kunstnere fra Kenya

Bertiers
Bertiers (Kenya)
Ehoodi Kichapi
Ehoodi Kichapi (Kenya)

Landefakta

Kenyas flag

Areal: 580.400 km2


Befolkning: 39,8 mio. (8.9 mio i 1963)


Sprog: Engelsk & swahili (officielle sprog), desuden lokale afrikanske sprog som Gikuyu og Luhya


Fødselsrate: 33,5/1000 i 2011 (50.5/1000 i 1967)
Årlig befolkningstilvækst: 2,6 % (3,2 i 1964)


BNI pr. indbygger: 760 US$


Udenlandsk bistand pr. indbygger: 45 US$


Forventet levealder: 55 år (50,7 i 1967)


Spædbørnsdødelighed pr. 1000 levendefødte: 54,8 i 2009 (108 i 1965)
Børnedødelighed under fem år pr. 100084 i 2009 (172,3 i 1965)


Børn indskrevet i grundskole: 84% i 2009 (57% i 1998)


Procentdel af befolkningen, der har adgang til rent drikkevand: 59% i 2008 (43% i 1990)


Dansk bilateral bistand 2010 (udbetalinger)359 mio. kr.

Danske bilaterale programmer 2010

  • Erhverv
  • Miljø og klima
  • Sundhed
  • Vand og sanitet
  • Landbrug
  • God regeringsførelse og menneskerettigheder

Kilder:
» UM.dk - Kenya
» NationMaster.com - Kenya
» CIA.org - The World Factbook
» UNFPA.org
» Wikipedia.org - Kenya

Billeder (kort & flag): UM.dk - Kenya