Salifoura

BURKINA FASO (f. 1976)
Bor og arbejder i Ouagadougou, Burkina Faso

Salifoura blev uddannet i kalligrafi og serigrafi på Johnson Atelier i Elfenbenskysten og har været i lære hos kunstneren Hamed Ouattara. Han arbejdede for Hamed Ouattara i en årrække, før han etablerede sit eget atelier og galleri. Salifoura’s kunst tog form under Ouattara, og han udviklede hurtigt sit eget kunstneriske udtryk. Ligesom Ouattara kombinerer han tradition og modernitet. Han anvender den røde afrikanske jord som ingrediens i sine malerier.

I sine værker beskæftiger Salifoura sig med begreber som egoisme, uvidenhed og naturens såvel som det enkelte menneskes overlevelse. Hans malerier er centreret om en søgen efter harmoni og bæredygtig symbiose mellem himmel og jord, og mellem menneske og natur. Salifouras kunstneriske og filosofiske udfordring ligger i skæringspunktet mellem det moderne samfunds attraktioner, og samfundets kortsynede misbrug af jordens ressourcer. Salifoura har en evne til at skabe harmoni og sammenhæng i sine malerier, hvor portaler og døråbninger ofte figurerer som et symbol på det håb, der ligger i det ukendte og ubestemte på den anden side.

Salifoura har med sine relativt få år som praktiserende kunstner allerede opnået anerkendelse uden for sit hjemland. I 2004 blev han valgt til at deltage i ”La Tournée de Cercle Panafricain des Artistes” med udstillinger i Mali og Ghana. Dette førte til en udstilling på ”Galerie de la Maison Africain” i Bruxelles, Belgien, og derefter på den amerikanske ambassade i Mali. Han har siden udstillet i Bilbao og Cameroun.

I 2008-09 deltog han i udstillingen AFRICA/NOW, som blev vist i Rundetaarn, København, i Lofotoen, Norge og på kunstmuseet i Tampere, Finland. Hans malerier kan til enhver tid ses i gallerier i Bruxelles. 

Ved udgangen af 2006 åbnede Salifoura sit eget atelier i Ouagadougou, hvor han arbejder i dag.  Salifoura er et kunstnernavn og er en sammentrækning af hans navn, Salifou Oura.

 

Tekst efter inspiration fra Jesper Egevang, Timia Gallery & Showroom

Salifoura
Salifoura

Relaterede sider

» Burkina Faso

» Emne: Bæredygtighed